Vælg dato herover og derefter klik på det tidspunkt du ønsker at se filmen nedenfor. Find mere information om filmen længere nede på siden.
Ølsmagning i Hundested Kino´s Café
LØRDAG DEN 25. JANUAR KL. 15
FOREDRAG: ØLSMAGNING I HUNDESTED KINOS CAFÉ 3
De lyse øl. Tradition og historie.
Pilsner, Hvede, Pale Ale, IPA. Vi smager 7 forskellige og går i dybden med de lyse øltyper, hvor der også knytter sig rigtig meget historie til. Det der gør lyse øl lyse, er at de er brygget helt eller delvist på lyse malte, evt. suppleret med lys råfrugt.
Lys lagerøl, hvor Pilsneren er den dominerende øl, men hvor vi f.eks. også finder Bock, Wiener Classic og Märzen er alle undergærede. Lys Ale er overgæret. Her finder vi bl.a. Blonde, Tripel, Bitter, American Pale Ale og Barley Wine. IPA er overgæret, og dertil tilsat rigelige mængder humle. I de engelske IPA'ere er det bitterhumlen der dominerer, mens der i de amerikanske varianter ofte er tilsat masser af aromahumle, til tider sidst i brygprocessen, hvilket gør dem "tørhumlede". Hvedeøl er overgæret og har et varierende indhold af hvede, men der er også bygmalt i. Hvedeøl opdeles i en tysk og en belgisk tradition.
Øl har eksisteret i mere end 10.000 år, siden mennesker begyndte at dyrke jorden i Mesopotamien og Egypten. Det var kvinderne, som bryggede øl, både til religiøse ceremonier og som en praktisk, kalorierig hverdagsdrik.
Længere end den har været brugt i øl, har humlen været anvendt for sine medicinske og konserverende egenskaber. Hildegard af Bingen, en tysk abbedisse, mystiker, forfatter, læge og komponist nævner i sit medicinske værk, Physica (1160), hvordan humle holder dårligdom fra drikke som øl, således, at de bliver mere holdbare.
I 1847 brød brygger J.C. Jacobsen med den traditionelle håndværksbrygning i København og flyttede sin produktion til Valby, hvor han anlagde bryggeriet Carlsberg. Øllet var undergæret og denne bryggemetode skulle i løbet af de følgende 100 år helt udkonkurrere brygningen af overgæret øl.
Denne lørdag eftermiddag med ølsmagning er den tredje af 6 ølsmagninger, hen over efterår 2024, vinter og forår 2025. Du kan tilmelde dig dem du kan og har præference for, foredragene/smagningerne kan godt stå alene. Men jo flere af de 6 ølsmagninger du tilmelder dig, jo større indblik vil du få i øllets mangfoldige verden.